Søstjernen - praksisfortælling

Det er en efterårsdag, solen skinner og fuglene kvidrer. Et par solstråler rammer et skilt som hænger på den store røde bygning. Stedet hedder Søstjernen. Under dette fører en metaltrampe op til hoveddøren. Det er det første tegn på, at dette er et sted for handicappede.
Automatisk åbner døren sig. En ny verden er på den anden side. Inde bag døren er en masse fantastiske og farverige malerier. Dette er kunstafdelingen. Perleplader i alle regnbuens farver, hænger i en troldegren i loftet. Rummet summer af aktivitet, da der står små borde i hvert hjørne med forksellige ting på. På væggene hænger malerier, der næsten kan sammenlignes med Picasso.

Inde på kunstafdelingen sidder en masse mennesker. Her i blandt to kvindelige pædagoger, Solvej og Marianne, på henholdsvis 58 og 28 år. Solvej har været i branchen i 32 år. Hun er også leder på aktivitetscenteret, så udover at tage sig af brugerne, er dagen også fyldt op med papirarbejde og møder. Solvej er en lille frisk dame, med et glimt i øjet. Hun elsker det, at gå rundt blandt brugerne, og være med til at udvikle deres kompetencer, og ser det stadig som en positiv og lærerig udfordring. Hun er kontaktperson for Henrik, som lider af psykisk og fysisk funtionsnedsættelse. Han har down syndrom. Henrik er 35 år, og har været på aktivitetscenteret siden 1993. Han er en rigtig hyggetrold, hvilket kan ses en lille smule på hans mave. Han bevæger sig ikke ret meget, da han bedst kan lide at sidde og hygge med perler. Henrik er ikke særlig social, og sidder meget for sig selv, dog elsker han de store knus og opmærksomhed fra pædagogerne.
Den anden pædagog i afdelingen er Marianne. Hun er nyuddannet pædagog, og har lige fået job på aktivitetscenteret. Da hun er ny, er hun endnu ikke sat ordentlig ind i sagerne, hvilket gør, at hun går stille og rolig rundt for at observere. Hun er en varm og snaksalig person, og har et godt tag på brugerne, men bliver dog stadig overrasket over deres prøvelser. Hun har allerede et stort ansvar derude, da hun er udnævnt som kontaktperson for Frederikke.
Frederikke er 25 år, og lider også af psykisk og fysisk funktionsnedsættelse, men ikke i så stor grad som mange af de andre brugere. Dette ses da hun er en af dem, som bor for sig selv, i egen lejlighed. Dog kommer hun på aktivitetscenteret hver dag. Hun har ikke mange venner, så derfor kræver hun meget opmærksomhed især på centeret. Hun elsker at snakke og fortælle, så hun underholder hele afdelingen hver dag.

De sidder og hygger sig med småsnak i kunstafdelingen. Marianne spørger Henrik, hvad han har for af planer i eftermiddag. Men inden han når at svare, bryder Frederikke ind: ”Jeg skal på kursus, madlavningskursus, det bliver bare super skægt, jeg glæder mig rigtig meget.”
Marianne smiler og siger:”Ja det er godt Frederikke, men nu var det jo lige Henrik jeg talte til.”
Marianne spørger Henrik om det samme spørgsmål, og Frederikke bryder igen ind og siger hun skal til madlavning. Dette får Henrik til at rejse sig så stolen vælter bag ham, han går truende hen mod Frederikke. Marianne fornemmer situationens alvor, og stiller sig imellem dem. Henrik forsøger at lange ud efter Federikke. Han rammer hende heldigvis ikke, men kommer til, ved en fejl, at ramme Mariannes kind. Hun tager sig hurtigt til kinden, og prøver at skjule hendes smerte. Det gør ondt på hende, men hun bliver nødt til at få stopppet Henrik og hans raserianfald. Egentligt er Henrik allerede faldet lidt ned, i chok over at han ramte Marianne. Solvej ser straks at hun må hjælpe og får Frederikke trukket ud af afdelingen, så Marianne kan få snakket med Henrik om episoden. Marianne er stadig i chok, og har svært ved at samle sig om Henrik. Hun føler stor smerte samt en snert af frygt for Henrik og hans reaktion. Men hun ved samtidig at en del af arbejdet som pædagog på Søstjernen, indebærer nogle pædagogiske principper, som man må holde fast ved. Marianne sætter sig ved bordet i midten af stuen, og Henrik gør det samme. ”Du ved godt at det var forkert gjort, ikke Henrik? Altså at du slog mig?” spørger hun Henrik om. Han sidder og kigger med et bedrøvet blik ned i bordet. Han nikker ligeså stille. ”Jamen Frederikke” siger han og holder en pause, ”Hun var dum ved mig”. ”Ja” svarede Marianne. ”Hun afbrød dig, men derfor må man ikke slå. Du ved jo godt at man ikke må gøre sådan noget her hos os, ikke Henrik?”. Igen sidder han helt stille uden at sige en lyd, kun et enkelt nik kommer fra hans hoved.
Marianne bliver afløst ved bordet af det næste hold pædagoger, og hun rejser sig og går ind til Solvej på hendes kontor. Solvej er meget forstående, og beder Marianne om at fortælle helt præcist hvad der skete. Efter fortælligen skal Marianne have skrevet en magtanvendelse. Hun sidder for sig selv inde på kontoret, sidder og læser linie for linie. Tårene begynder at dryppe ned på papiret fra hendes kind. Reaktionen fra episoden strømmer frem nu, og hun bliver nødt til at kalde Solvej ind på kontoret igen. Hun får forklaret Solvej, at hun bliver nødt til at holde dagen fri, da hun ikke magter det lige nu.
Hun går ud til cyklen, sætter sig op og begynder hendes tur hjem. Hun registrere ikke trafikken, lydene omrking hende eller menneskene hun cykler forbi, for hendes tanker flyver rundt i hovedet på hende…….

Det er en dejlig forårsdag. Henrik og Frederikke sidder og laver perler stille og rolig. Ved siden af sidder den nye pædagog, hun hedder Charlotte. Hun har mange års erfaringer med udviklingshæmmede. Marianne er ikke mere ved Søstjenen, men i stedet ved børnehaven Månen, hvilket hun er meget glad for. Henrik er rigtig glad for Charlotte, fordi hun er så sød til at hjælpe ham med perlerne. Alle har været i hver især fundet tilbage til trygge og hamoniske rammer, hvor livet kan fortsætte som en pæn lille rose.

Interview

I DKK torsdag den 26/9, har vi lært om at interviewe. Vi har taget udgangspunkt i det interview vi brugte på vores institution i går.

Institutionen

• Hvad vil det sige at være et aktivitetscenter?
• I hvilke tidsrum kan man benytte aktivitetscenteret?
• Hvilke aktivitetsmuligheder forefindes der?

Ledelse

• Hvad indeholder jeres handleplan?
• Hvad er jeres fokus på denne?
• Hvordan foregik det inden I fik en handleplan?
• Hvorfor gik I over til at have en handleplan?

Målgruppen

• Hvilke typer fysiske og psykiske funktionsnedsættelser har brugerne?
• Hvilken type forekommer mest?
• Hvem bestemmer hvad brugeren må?
• Hvilke aldre strækker jeres brugere sig over?

Pædagogiske metoder/principper

• Hvilke pædagogiske metoder og principper har I?
• Hvad betyder læring og udvikling for jer?
• Hvad er grunden til at nogle brugere ikke lærer?

Retningslinjer

• Hvordan påvirker lovgivningen aktivitetscentret?

Ressourcer/normering

• Hvor meget personale er der på centret?
• Hvor mange brugere har I?
• Hvilke professioner har jere personale?

IIS - Lov om social service

Vi har projekt om et Aktivitetscenter for udviklingshæmmede.

Lov om social service, kap. 19 §103 - §106, side 51.
§103. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde beskyttet beskæftigelse til personer under folkepensionsalderen, jf. §1a (lov om retssikkerhed og administration på det sociale område: kap. 1, lovens formål og område, §1 stk 1: Sikre borgernes rettigheder og indflydelse, når de sociale myndigheder behandler sager...) i loven om socialpension, som på grund af betydelig nedsat fysisk eller psykiske funktionsevner eller særlige sociale problemer ikke kan opnå eller fastholde beskæftigelse på normale vilkår på arbejdsmarkedet, og som ikke kan benytte tilbud eller anden lovgivning.
stk. 2 Kommunalbestyrelsen kan tilbyde særligt tilrettelagtebeskæftigelsesforløb til personer med særlige sociale problemer.

§104
Kommunalbestyrelsen skal tilbyde aktivitets- og samværstilbud til personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer til opretholdelse eller forbedring af personlige færdigheder eller af livsvilkårene.

§105
Kommunalbestyrelsen skal aflønne eller indsats under beskæftigelse efter §§ 103 og 104.
stk. 2. Socialminister fastsætter i en bekendtgørelse regler om løn m.v. efter stk. 1 og regler om støtte til befordringsudgifter i tilknytning til tilbud efter §§ 103 og 104.

§106
En produktion, der udføres vedbeskyttet beskæftigelse og i aktivitets- og samværstilbud, må ikke påføre andre virksomheder ubillig konkurrence.
Stk. 2. KL (Kommunernes Landsforening) udarbejder vejledning om kalkulationsregler for produktion i beskyttet beskæftigelse og i aktivitets- og samværstilbud.

Dilemmaer:

• Dilemma i forhold til §104: Hvis brugeren placeres forkert, i vores tilfælde et aktivitetscenter, så det gået ud over brugerens personlige færdigheder og livsvilkår.

Et eksempel på dette kunne være:

Hr. Jensen er bruger på aktivitetescentret, men han trives ikke ved at gå der, da pædagogerne har fejlfortolket, hvilke færdigheder og livsvilkår,han gerne vil bruge og udvikle. Pædagogerne har helt glemt, at ifl. lov har Hr. Jensen brugerbestemmelse. Pædagoger har ikke taget hensyn til Hr. Jensens ønske om, at være i kunstafdelingen, fordi Hr. Jensen elsker at udtrykke sig gennem farver. Dette skyldes muligvis, at han har svært ved at snakke og udtrykke sig. Pædagogerne har vurderet, at Hr. Jensens færdigheder og livsvilkår vil blive bedre brugt og udviklet ved at være, i montageafdeling. Alt dette har gjort, at Hr. Jensen hurtigt bliver sur, samt meget indesluttet. Hr. Jensen har meget svært ved, at lave arbejdet i montageafdeling, og hans færdigheder er blevet dårligere. Hverdag går Hr. Jensen ind i kunstafdelingen, fordi han så gerne vil være der, men hverdag får han at vide af pædagogerne, at han er gået forkert. Hr. Jensens livsvilkår og personlige færdigheder, som kunne vokse og blomstre bliver nu kun dårligere, samt nedprioteret.

• Dilemma i forhold til §106: Hvis montagafdelingen forholder sig konkurrencemæssigt forkert, dvs. i forhold til til internationale handlekraft.
• Dilemma i forhold til §106: Hvis det pågældende Aktivitetscenter begynder at tjene penge på brugerens arbejdskraft.

De tre små piger

Der var engang tre små piger. De følte sig ikke ligesom de andre, og de vidste bare slet ikke hvorfor. Det var en stor gåde for dem, og de gik til de tre vise mænd, for at få opklaret deres mysterium.
De kom til den første vise mand. "goddaw" sagde den ene pige, "vi har et problem, og vi håber du kan hjælpe os med at løse det". Pigerne fortæller om deres situation, og den vise mand har straks et bud på hvad det kan være. "I er udviklingshæmmede", siger den vise mand. De tre små piger forstår ikke helt hvad det er, og spørger hvor de kan gå hen for at få hjælp. Den første vise mand siger, at de skal gå til den næste vise mand. De tre små piger drager videre til de kommer den næste vise mand. De fortæller om deres besøg hos den første visemand, og siger så, at de ikk er klar over hvad de nu skal gøre. Den anden visemand siger "I skal gå til Dronningborg Aktivitetscenter, de kan helt sikkert hjælpe jer". Pigerne er glade for hjælpen, men ved ikke hvordan de kommer derhen. Den vise mand sender dem videre til den tredje og sidste visemand, som kan vise dem vej. Da de kommer frem, fortæller de endnu engang om deres problem, og at de ikke kan finde vej. Den visemand giver dem et kort som kan følge dem på vej. Endelig kommer de frem til det længeventede sted. De møder Helle, som er pædagog på stedet. Helle byder dem velkommen, og de er straks glade for at være der, da Helle har de rigtige kompetencer og bruger den rigtige pædagogik.
De tre små piger har nu fundet det sted de ved de hører til, med masser af folk som forstår dem, og de lever lykkeligt til deres dages ende.

1980´erne / 1990'erne

Informationerne ligge til grund fra Enoksen, I : En pædagogisk historie fra Børn & unge nr. 51/2003, side 20 - 23.

De to tekster vi har arbejdet med, handler henholdvis om 1980'erne og 90'erne i Danmark. I teksterne får vi oplyst nogle vigtige årtal i verdenshistorien og samtidig får vi også et indblik i den samfundsmæssige- og pædagogiske udvikling i Danmark.

1980

Samfundsmæssigt:

• Fattigfirsene (Bremsen er trukken efter 1957 vækst periode)
• Start 80´erne er sidste forandring af familiemønstret (kvinder nu "hel" selvforsørgende)
• Skilsmisser topper 1985 med 14.385, hvilket medføre at barnet/børnene mangler et holdested pga. to hjem.
• Vrede unge/børn - punkere, grafitti, mærke farver til tøjet og underlige kæledyr fx. en rot.

Politisk:

• Borgerlig regering med Poul Schlüter fra de konservative folkeparti, som statsminister.
• Velfærds- og solidaritetstanken er stor debat, samt nedprioriteret.
• Går fra centralisering til decentralisering, samt fra offentlig service til privatiseting.
• Berlin Murens fald 1989 (den kolde krig er slut)

Pædagogisk:

• Pædagog uddannelsen bliver slået sammen til en generalist uddannelse på 3½ år med udvide både teoretisk og kreative fag. Er endelig færdig i 1992 med BUPL accept.
• Der er to former for pædagogik, som er udbredt: Den strukturerede pædagogik, samt Reggio Emilia pædagogik:

• Den Strukturerede pædagogik: Her tænker man mere på gruppen fremfor individet. Børnene = objekter for de voksnes mål uden at tænke på barnes forudsætning, behov og interesse. Stig Broström er ophavsmand og udgiver mange bøger om den strukturerede pædagogik. Citat fra Stig Bronström: "Selv de bedste anlæg og samfundsmæssige betingelser kan blive betydningsløse, hvis den menneskelige udvikling ikke ledes aktivt og målrettet under bevidst voksen ledelse." (fra En pædagogisk historie af Enoksen. I, side 20). Pædagogens arbejde er at vejlede og danne individet til det samfund, de er en del af.

• Reggio Emilia pædagogik: Vinderfrem i slut 80´erne. Fokus på selvforvaltning og børns selvbestemmelse. Hele pædagogikken tager udgangspunkt i barnets perspektiv. Her er særlig fokus på indretning af instituationen. Pædagogens arbejde er at acceptere og støtte barne ønske til dannelse af et helt menneske.

1990

Samfundsmæssigt:

• Der er fart på i 90'erne, forældrene får mere og mere travlt, hvilket betyder mere børnepasning og resultatet er at antallet af vuggestuer, børnehaver og SFO'er stiger.
• 90'erne er også kendt som zappekulturen. Der er flere og flere ting bl.a. idrætsmæssigt for børn at vælge imellem.
• Samtidig er teknologien også kommet mere frem, og et ord som fast food er også kommet på banen.

Politisk:

• Politikerne stiller sig selv det spørgsmål, om de overhovedet kan give det politiske system en form og et indhold, der svarer til tidens behov.
• Vi har en socialdemokratisk regering, som sætter fokus på velfærd.
• Der bliver indført pasningsgaranti
• Arbejdstiden sættes ned fra 39 timer til 37 timer

Pædagogisk:

• Som før nævnt bliver der indført pasningsgaranti. Antallet af børn der skal passes stiger og samtidig sker der en voldsom vækst i antallet af daginstitutioner. Dette medfører, at nomeringen ikke kan følge med. I udgangen af 2002 er der blevet merindskrevet 70.000 børn uden personaledækning. Hvis nomeringen skulle have passet til niveauet i 1990 mangler der omk. 8000 pædagoger og medhjælpere.
• Forberedelser og hårdt arbejde gør, at 94 % af kommunerne i landet kan melde pasningsgaranti i 2002.
• Leg og læring er et hot begreb - ro, renlighed og regelmæssighed er mere eller mindre ude af billedet. Det er ikke længere pædagogernes opgave at "opdrage" børnene.
• Billedet af børnepasning vender 180 grader, idet en ny form for pædagogik indtræder et såkaldt "paradigmeskifte." Pædagogikken er ikke længere kun psykologiseret, men påvirkes også af sociologien og antropologien. Nu er det barnets individuelle behov, der er i fokus.
• Desuden fremgår det, at børn er kompetente, og pædagogerne er blevet vejledere.

Frederik i det blå hus - aktantmodellen

Dette er analysering af gruppe 5's historie.

Historien handler om Frederik som er en fattig dreng. Han har ingen venner, og hans mor har heller ikke tid til ham, da hun skal arbejde. En dag finder Frederik en hund, og det gør hans liv meget bedre.

Hovedpersonen = Frederik
- Frederik er en fattig dreng som mangler social omgang med andre børn, og derfor er han meget trist og tynd.

Modstandere = fattigdom, de andre børn og hans mor
- Fattigdommen gør at han er en tynd og spinkel dreng. Vi tror fattigdommen har noget at gøre med at han ikke har nogen venner, men det fortæller historien ikke noget om.
- De andre børn er hans modstandere, da de ikke vil lege md dem. Det giver ham et utrolig lavt selvværd.
- Hans mor er hans modstander, da hun ikke har tid til at lege med ham. Hun skal i stedet tjene penge til mad.

Hjælpere = Hund og mor
- Hunden er hans største hjælp, da den opfylder hans sociale behov.
- Mor er hans hjælper da hun giver lov til at beholde hunden.

Projekt = At få en ven
- Han får til sidst en ven, nemlig hunden.

Moderen forandrer sig fra at være hans modstand til hans hjælper. Først er hun modstander, fordi at hun ikke har tid til at lege, men hun hjælper ham samtidig også med at komme ud, og hvis han ikke var kommet ud, havde han ikke fundet hunden.
Hunder ser drengen med andre "briller" på, så den ser ikke med det kritiske samfundssyn, som de andre børn gør. Hunden kan være med til, at give Frederik noget selvtillid, da den opsøgte ham, og Frederik var altid vant til at være den opsøgende part.

Den lille Ridder - berettermodel

• Anslag: gives idet oplæseren i filmen siger "der var engang" Her bliver beskuren klar over, at det er et eventyr, vi har med at gøre. Reaktionen er, at vi læner os tilbage og nyder filmen.
• Præsentation / uddybning: Alle personerne præsenteres ( kongen, prinsessen, troldmanden, den lille køkkendreng etc.) Vi får at vide, at troldmanden har befalet, at folket ikke må være vrede, idet det vil gøre kongen ked af det.
• PONR: Den lille køkkendreng bliver sat for porten og får sværet af prinsessen, han drager ud i verden for at finde dragen.
• Konfliktoptrapning: I starten ser vi den første konflikt mellem troldmanden og køkken drengen, idet det er to modsætningsforhold, der mødes. Ydermere ses der konflikter i alle tre slotte køkkendrengen besøger. Tilsidst ude ved den store mur, hvor drengen møder dragen, samt igen da han senere vil bekæmpe troldmanden.
• Klimaks: Kampen mod dragen, som han vinder og får magiskeevner. Senere kampen mod troldmanden, som vindes af køkkendrengen.
• Udtoning: Troldmandens kræfter er væk, rollerne byttes om (troldmanden skal vaske op.) Køkkendrengen bliver slået til ridder, får prinsessen og det halv kongerige. Slutter i idyl.

Den lille ridder - aktantmodellen

Aktantmodellen går ud på, at der er en hovedperson. Hovedpersonen har et projekt, og for at nå i mål, skal denne møde nogen modstandere og hjælpere.

Hovedperson = køkkendrengen

- på en dannelsesrejse (hjem - ude - hjem)

- går fra barndom til at blive moden

Modstander = troldmanden og "dragen"

- Troldmanden er ude på, at overtage kongeriet og blive hersker. Han bruger hans magi mod alle, også mod drengen da de sloges. Han er meget magtbegærlig, bl.a. da drengen skal ned at skrælle kartofler, og da han bestemmer at alle skal være glade, og skal lukke deres øre hvis de hører ukendte lyde (som dragen).

- Dragen er hans første modstand imod det endelige mål.

Hjælpere = dragen, prinsessen, folkene på slottet og hans mod

- Dragen er hans indre modstand. Den er hans inder ubevidste frygt, som senere bliver bevidstgjort som mod.

- Prinsessen giver ham dragesværdet, som han tager med på sin rejse.

- Hans mod er hans bedste hjælper. Den giver ham styrken til at bekæmpe både dragen og troldmanden.

- Folkene på slottet hjælper ham ved ikke at holde ham tilbage da kommer hjem og er vred.

Projekt = at bekæmpe dragen og troldmanden så han kan blive ridder

- Køkkendrengens projekt er at finde dragen, som han ved findes, og slå den ihjel.

- Troldmanden styrer hele kongeriget, og det vil køkkendrengen ikke være med til, så derfor vil han have ham udryddet.

Bellas guldfasan

Det er morgen, solen strækker sig bag bjergene, og de første lyde af dyrenes vågnen høres. Bella er hos bedstefar, de får morgenmad sammen. Der er stille inde i bedstefars lille hus. Bella kravler op på bedstefars skød, de sidder sammen og kigger ud af vinduet, der er tid nok, ingen stres og jag. Bella elsker at være hos bedstefar, de har det altid godt sammen de to.

Hun føler sig tryg i Bedstefars nærvær, og elsker opmærksomheden fra ham. Bare de to sammen, intet er bedre.
Bella får øje på en guldfasan, som hopper rundt ude i haven blandt de mange blomster. Guldfasanen er rigtig flot, de gyldne farver funkler i solens skær. Hun sætter næsen helt op til vinduet, bare hun kunne rører den og mærke dens bløde fjer tænker hun. Hendes ånde får ruden til at dugge, så det bliver svært for hende at se den smukke fugl. Bella tører ruden af, og banker hånden mod ruden. Lyden gør guldfasanen bange, og den skynder sig at flyve om bag den turkise bygning, som ligger lige overfor bedstefars hus. Bella kigger rundt efter guldfasanen, men det eneste hun kan få øje på ude i haven, er en masse røde og gule vandslanger og massevis af farvede blomster. Bella bliver ked af det, da hun ikke kan få øje på den.
Bedstefar foreslår, at de kan gå ud i haven, og lede efter fuglen. Han tager kærligt Bella i hånden, hans hånd er stor og varm, de går mod døren. Da de næsten er ved døren, banker det på, dok dok dok, og Bella sætter farten op. Der er ingen derude, men på trappen ligger det smukkeste ovale guldæg. Guldfasanen forsvandt altså ikke helt, og Bellas dag er reddet.

Vendepunkt

Jonas kom i pleje hos mine forældre, da han var ti år. Inden havde han været anbragt i et par andre plejefamilier, men de havde ikke kunnet tackle ham.

Da Jonas kom til mine forældre, var han en meget vred og indadvendt dreng, der gjorde hvad der passede ham.
Han kendte kun til at få negativ opmærksomhed og det var han til gengæld også mester i at få, i det første stykke tid.
Der var aldrig blevet sat grænser for Jonas, så i og med at der ingen grænser var, så var der heller ingen konsekvens.
Han lærte dog, at der var nogle helt klare regler, som skulle overholdes, hvis de ikke blev overholdt så var der en konsekvens, det kunne f.eks. være: intet tv, ingen computer eller i den stil, så Jonas fandt hurtigt ud af at det ikke var særligt skægt, at blive frataget de ting. Så det nemmeste var jo at følge de få regler der var.
Efter et par måneder kunne man mærke en væsentlig ændring i Jonas’ opførsel, han blev en gladere og mere udadvendt dreng…
En af de ting som han virkelig manglede, var at der var nogle faste rammer og regler og det formåede min ”pap”mor at give ham, og det har hjulpet ham meget.

maria

Mit liv med en alkoholiker

Da jeg aldrig har arbejdet i en institution eller lignende, har jeg kun mit eget liv at fortælle om. Jeg erindrer ikke nogen bestemte situationer fra min barndom, men jeg husker tydeligt hvordan min famlie hang sammen. Min far var alkoholiker, og døde i en alt for tidlig alder.

Den 29. juli 1987 kommer jeg hjem til min mor og far. Jeg er lige blevet født, og alt er ren idyl. Men jeg ved slet ikke hvad det er for et liv jeg går i vente. Jeg bliver passet og plejet, får mad og ren ble, og der mangler ikke noget. Men bag al denne lykke, gemmer sig noget, som slet ikke er sjovt, og noget som er ekstremt farligt. Min far er alkoholiker, og har været det i de år op til jeg kom til verden. Jeg mærker som sådan ikke noget til det i mine små år, jeg har det jo som sagt godt. Jeg kommer i dagpleje, får venner, og har det generelt godt. I 1990 kommer min lillebror til verdenen. Det ændrer ikke det vilde for mig, nu er jeg jo bare den store, hvilket vel altid gør en lidt stolt. Jeg kommer i børnehave, lærer at cykle, og er ligesom alle andre børn. Jeg mindes ikke, at jeg dengang tænker over min fars problem, og jeg mindes heller ikke, at have hørt mine forældre skændes.
Årene går, jeg og min bror bliver ældre, og får selvfølgelig de samme problemer, som alle søskende gør. Vi skændes, slåsser, slår tænder ud på hinanden, osv. Men inderst inde er vi kærlige, og glade for hinanden. Jeg husker at vi tit listede ind på hinandens værelser, for at sove sammen. ”Gæsten” lå så på gulvet med håndklæder eller lignende, alt efter hvad vi kunne få smuglet ind, uden vores forældre opdagede det.
Da vi kommer i den alder hvor vi begynder at forstå hvad det er vores far har gang i, mister vi måske lidt mere respekt for ham. Vi kan jo ikke se op til en, som har et så stort problem. Vi begynder at være alene på ferie med vores mor, da vores far ikke kan overskue det.
Et par måneder inden min 11 års fødselsdag, falder bomben, de skal skilles. Noget som vi måske havde set komme, og så alligevel ikke, for vi var jo ikke ret gamle, så vi forstod jo ikke altid hvad der foregik. De var godt nok begyndt at skændtes ret meget, men det gik jo som regel over, og det var jo som sådan ikke noget der gik ud over os. Vi fik ikke smæk eller noget der ligner, og døren blev altid lukket ved et eventuelt skænderi.
Vi var nok i bund og grund lettet over deres, eller min mors, beslutning. Men selvfølgelig var vi også chokket, for nu var vi jo en del af statistikken over skilsmissefamilier.
Vi fandt hurtig en lækker lejlighed til vores far, kun et par kilometer fra vores hus, som vi andre tre blev boende i. Det er nu meningen at vi skal være ”weekendbørn”. Hjemme hos mor i hverdagene, og ude hos far i weekenderne. De startede også rigtig godt ud, vi hyggede os, vi fik lov til alt, købe slik for massevis af penge, være oppe så længe vi ville og ellers gøre hvad vi vil. Der endda plads til hvert vores værelse i den nye lejlighed. Men vi blev jo ældre, og det var ikke mere vores forældre som var det sjove i weekenderne, video med vennerne er da sjovere.
Vi begyndte at se vores far mindre og mindre. Han flyttede lejlighed et par gange, da pengene blev et problem. Efter et par år, var der endelig en der tog affære. Ejeren af den lokale kro, kørte ham til et afvænningshjem i en større by. På hjemmet fik han et lille værelse, hvor han kunne være med sine vigtigste ting. Han røg ind og ud et par gange fra hjemmet, men endte alligevel med at være der. Han kunne bare ikke stoppe sit drikkeri. De sidste par år har han været i ordentlig arbejde, er mødt til tiden og har generelt taget ansvar for sine handlinger.
Kort før jul følte han sig sløj, og var væk fra arbejde et par dage. Han gik til lægen, og fik af vide at han havde noget der hedder struma (en sygsom i struben). Han fik det ikke bedre, og var ved lægen igen. Nu var det ikke mere en struma, nu var det kræft i struben. Åh nej, hvad skal der nu ske? Han kom i behandling med det samme, og vi regnede med at det skulle nok gå. Man hører jo sjældent om kræft i struben, så det er nok ikke så slemt. Men det var det. Han fik det værre og værre, og måtte til sidst indlægges på sygehuset. Efter planen skulle han opereres, da han hverken kunne spise eller drikke mere. Dagen inden operationen var planlagt, fik vi en sørgelig besked. Kræften havde bredt sig, og der var ikke mere at gøre, hans tilstand kunne kun blive værre.
Han kommer på et plejehjem, hvor det er meningen han skal leve sine sidste dage. Det gør han også, og dør en uge efter ankomst, den 3. juni 2007.

Pointen i historien er, at min mor har stået for en stor del af min og min brors opvækst. Vi har ikke set op til vores far på samme måde som andre børn gør, og det tror jeg har været ekstremt svært for min bror. Han har ikke haft den faderrolle som andre børn har. Der har stort set kun været mor at gå til, hvis der har været spørgsmål om noget, eller hvis der generelt har været noget der skulle snakkes om. Han var jo trods alt kun 8 år da de gik fra hinanden. Man har kunnet se det på både mig og min bror i de senere år. Især min brors ting at omgås tingene på. Da vores far døde, havde han svært ved at vise sine følelser, men lidt efter lidt kom de frem. Jeg ser mange ting hos min bror, som tyder på han har manglet en far at se op til. Især i teenageårene. Måske han bare opfører sig som andre unge drenge gør, det kan sagtens tænkes, men graver man lidt i psykologien, kan det også have noget med vores far at gøre, og det er jeg overbevist om, at det har.

Min mor er min rollemodel, og jeg ser forfærdelig meget op til hende. Hun har gjort alt for mig og min familie. Hun har altid været der for min far, også selvom han var som han var. Dagene op til hans død, sad hun hos ham dag og nat, passede og plejede ham, og sørgede for at mig og min bror var opdateret med alt hvad der skete i forløbet.

Stine

Fra barn til voksen på få timer

Hvordan tackler man som en familie, at klare et nyfødt barn, hvis mor stadig betragtes som et barn? Denne historie giver et indblik af en hel almindelig families hverdag, som pludselig forandres på en dag. Hverdagene er ikke længere de samme, med de samme strukturer, men en hverdag hvor der skal tages hånd om et nyt familiemedlem, samt at tage sig af de familiemedlemmer der ligger i baggrunden.
Jeg var så heldig for snart 9 år siden at blive moster til den perfekte nyfødte dreng. Men denne glæde var der ikke fra starten af. Det var en hel utrolig dag, som jeg og min familie kigger tilbage på, med anelse om hvordan man overhovedet kom igennem den.
Min søster var på dette tidspunkt kun 16 år, stadig teenager og hverken færdig med 10. klasse eller med de vilde fester, der hører med til denne alder. Hun var og så ud som en ganske almindelig pige på 16 år, dog meget genert. Indtil den dag, hvor hun gik fra at være barn til at være voksen, på ganske få timer.
Dagen var den 27. april 1999, hvor min søster som altid tog i skole. Min søster var meget flittig hvad skolen angik, og missede derfor ikke én eneste dag. Men denne dag måtte hun hen af dagen tage hjem på grund af voldsomme mavesmerter.
Efter nogle timer hjemme fik hun det ikke bedre, og min mor valgte at køre hende til læge. Da lægen havde undersøgt hende, fik min søster bud på at tage op på hospitalet. Hverken min mor, far eller jeg vidste hvorfor, da lægen jo selvfølgelig havde tavshedspligt. Min søster trak ikke en mine på vej til hospitalet, så vi troede jo den var helt gal, hvilket det jo egentligt også var!
Så kom chokket! Min søster var gravid, og havde allerede veer. Ingen vidste eller havde nogen anelse om at hun var gravid, heller ikke hende selv. Hun var skrækslagen, og kan huske hun stod og slog sig selv hårdt i maven, da hun tydeligvis ikke var parat til at få et barn nu. Hun havde jo som sagt ikke haft 9 måneder til, at vænne sig til tanken om, at skulle være voksen og endda mor. Nej det var gået fra den ene time til den anden. Kan tydeligt huske hvor chokeret vi alle var, da min søster aldrig havde været syg i den periode hvor hun så egentligt var gravid. Hun havde et meget aktivt liv som bestod i at ride vores 4 heste hver dag, at rulle og at spille volleyball. Vi undrede os over hendes størrelse, da hun ikke havde et gram fedt forkert siddende på maven. Hvor søren kom den baby fra?
Der gik et par timer og min lille nevø var endelig født. Den mest perfekte lille dreng, dog født 5 uger for tidligt. Kan huske vi alle var målløse over, at han var skabt perfekt, eftersom min søster jo aldrig havde taget forbehold for at hun havde en baby i maven. Der gik lang tid før min søster ville tage ham ind til sig, men hvad kan man dog regne med som 16 årig og nybagt mor. Kan tydelig huske både min mor og min far, og hvordan de reageredede. Min far som ellers knævrede løs om alt fra himmel til havs, var stille som en der havde fået syet munden sammen. Min mor derimod rystede helt vildt, og det eneste hun tænkte på i situationen var, at vi ikke havde fået købt bleer, og at vi ikke havde noget tøj til drengen. Mig selv derimod, tænkte nok ikke så meget bortset fra hvordan min søster havde det. Vi har altid været tæt knyttet, så at se sin søster lide, og ikke ane sine levende råd om hvad hun skulle gøre, gjorde mig meget ked af det. Tror heller ikke at det var gået op for os, før vi så, at det faktisk var rigtigt det med at hun var gravid. Men alle fik samlet sine tanker sammen igen, og fik fokuseret på min søster og hendes nyfødte søn. Min søster var meget tilbageholdende og vidste ikke hvad hun skulle gøre, men allerede efter et par timer var navnet, Silas, fundet og min søster holdt ham tæt ind til sig.
Der gik et par dage før familien vendte hjem. Det var også hårdt at blive boede på hospitalet, men ingen ville tage hjem uden min søster. Dagene gik og for hver dag blev jeg mere og mere imponeret over, hvordan min 16 årige søster klarede sig i rollen som mor. Kunne ikke lade være med at tænke: ” Tænk hvis det var mig der skulle være mor om 3 år”, for på det tidspunkt var jeg kun 13 år selv. Det kunne jeg slet ikke forholde mig til, for jeg var stadig hende der legede med barbiedukker og klædte mig ud osv. Snart var Silas en del af vores liv, og min far og mor kæmpede en kamp for at sørge for at min søster havde det godt sammen med Silas. Dog havde de stadig så stort overskud til ikke at glemme mig, eller bare at overse mig, hvilket gør mig til en omsorgsfuld person i dag, hvilket jeg kan takke mine forældre for. Min søster ændrede sig også kraftigt, fra at være barn og teenager, til at være meget mere voksen og ansvarsfuld. Dog var hun ikke mere voksen, end at hun stadig ville lege pudekamp med sin lillesøster, mig, hvis jeg tiggede i lang tid nok.
Derudover har jeg heller aldrig måttet undvære at have mine forældre omkring mig, da de har haft den plan ikke at lade nogle af os lide under denne store forandring der var sket i vores familie. Som de selv sagde: ”Ingen skal mangle noget, heller ikke Silas”. Hvilket vil sige, at hvis Silas eller min søster fik noget, skulle jeg da selvfølgelig også have noget. Hvis min søster fik fri fra at være mor for en aften, var det lidt ligesom at være baby igen, for alt handlede om mine forældres ”guldklumpe” som de kaldte mig og Silas. Så det var en fantastisk måde, at få samlet sin familie på, mere end man ellers plejede. Hvilket også har resulteret i et tættere familieforhold i vores familie i dag, og vi har ligeledes fundet ud af at der skal meget mere til for at slå os af pinden!

Michelle

Virkelighed og fantasi

Det er en dejlig sensommer eftermiddag i fritidsordningen. Der er ikke særlig mange børn tilbage, jeg er ude at lege med en håndfuld af de nye børnehaveklassebørn.
Vi hygger os med at finde sivgræs, og jeg viser børnene, at hvis man tager strået mellem hænderne og puster til det, kan man, hvis man er heldig, få en høj skinger tone fremkaldt. Det syntes de er rigtig sjovt, og der går sport i at finde de bedste strå.
På et tidpunkt siger Benjamin: ”Jeg bliver hentet af min bonusmor i dag.”
”Nå! Det var da hyggeligt” siger jeg, og vi leger videre.
Benjamin siger, at hans bonusmor hedder Susanne, og jeg siger, at det er et flot navn, og at det er meget tæt på Anne, men at der bare er sus foran, vi griner lidt!
Situationen vender da Benjamin siger: ”Det er altså rigtigt, det jeg fortæller dig!”
”Jamen, jeg tror da på, at det du fortæller mig er rigtigt Benjamin!”
Da bonusmor kommer råber Benjamin ”Hej Susanne!” og Susanne svarer ved at sige: ”Nå skal jeg kaldes det i dag.” Dette tænker jeg ikke yderligere over, idet det jo kunne være, at Benjamin vekslede mellem bonusmor og Susanne.

Næste dag ser jeg Susanne igen, hun er henne ved en af de andre pædagoger for at præsentere sig, og her hører jeg hende sige ”Goddag mit navn er Susanne, jeg er Benjamins mor.”
Nå tænker jeg, det var da underligt. Jeg snakker med en af de andre pædagoger om min episode, jeg havde dagen før med Benjamin. Jeg får det råd, at hun synes, jeg skal konfrontere Benjamin med min oplevelse, hvilket jeg gør.

Jeg kalder Benjamin hen for at spørge ham om Susanne er hans rigtige mor eller om hun er hans bonusmor. Benjamin siger igen, at hun er hans bonusmor. Jeg svarer ham ved at sige, at jeg ikke tror på ham. Benjamin bliver ved og ved med at påstå, at det er hans bonusmor, så til sidst kommer jeg i tvivl. Har jeg hørt forkert eller….
Jeg undersøger sagen ved at se hans profil igennem, og her står, at hans mor er Susanne. Med denne information i baghånden konfronterer jeg endnu engang Benjamin. Han begynder at græde og siger så, at hun må have sagt noget forkert til ham. Jeg forsøger gang på gang at fastholde ham i det sande, og afbryder ham når han bevæger sig ud på vaklende grund.
Jeg forklarede ham, at det at lyve er en dum ting, og at han faktisk gjorde mig ked af det. Ydermere sagde jeg til ham, at hvis man hele tiden løj, ville det ende med, at man ingen kammerater havde, for de vil ikke lege med en der lyver.
Jeg snakkede med de andre pædagoger om min konfrontation med Benjamin og de bakkede mig op i at jeg havde håndteret det rigtigt. Da mor kom, fortalte lederen hende om oplevelsen jeg havde haft, til det svarede hun, at det ikke var et ukendt fænomen.




Anne Svendsen

Av mit hovede....

Vi kender alle sådan en fantastisk sommerdag, hvor solen skinner fra en dejlig blå himmel. I børnehaven "Trollebo" nød alle børnene det gode vejr udenfor med leg og sjov, nogle cyklede andre gyngede, mens Simon og Henrik var i sandkassen. Pædagogen Frederikke gik og kiggede på at Simon og Henrik begge 4 år legede i sandkassen med en rigtig skovl af træ og metal. Det var tydelig at se, at de var rigtig stolte over, at de nu var så gammel, at de måtte grave med en "rigtig" skovl og ikke bare som vuggestuebørnene med en plastik skovl.

Simon: "Vi grave stor hul ikke Henrik ?" "jo super stor hul" svarede Henrik hurtigt. De gravede så sandet fløj om ørerne på dem. Pædagogen Frederikke stoppede med at følge med i de to drenges leg og begyndte at gå en runde på legepladsen.



Pludselig som et lyn fra en klar himmel kom Henrik løbende stor tudende og med hånden på hovedet som var helt rød hen imod Frederikke. Frederikke fik hurtig taget grædende Henrik med ud på badeværelset, for at se og høre, hvad der var sket. Efter at have vasket så meget af blodet væk fra både Henriks hånd og hovede var resultatet, som var en tynd men dyb revne i hovedet. Frederikke sprugte, Henrik om, hvad der var sket og den små snøftende Henrik sagde: "Vi graver et stor hul" - og ja, det var jo rigtig tænkte Frederikke, men det er vel i sandkassen ikke i hovedet, hvor efter Frederikke igen spurgte Henrik om, hvordan han var kommen til skade ? Henrik: "Simon slog mig med skovlen." Da det stod klar for Frederikke, hvad der var sket ifølge Henrik, fik hun ringet til hans mor og fortalte, hvad der var sket og hun vil tage ham med op på skadestuen ikke, fordi hun troede det var sikket, at han skulle syes, men for en sikkerhedskyld. I sammenråd med Henriks mor blev det bestemt, at hun helst selv ville komme og tage Henrik til skadestuen. Hun vil være så hurtig hun kunne.

Pædagogen Frederikke gik ud på legepladsen for at finde Simon, som stadigvæk stod i sandkassen og gravede. Da Simon fik øje på Frederikke sagde han med stille stemme: "Det var ikke min mening at grave hul i Henrik".
Frederikke satte sig ned ved siden af Simon for at fortælle ham, at en skovl kun var til at grave i sandkassen med ikke at slå med. Simon skulle også gå ind og sige undskylde til Henrik.

Inde på orange stue sad Henrik med et stor rød/hvid forbinde om hovedet og tegnede. Frederikke kom sammen med simon. Simon: "Undskyld Henrik....god venner igen????" "Ja, vil du tegne sammen med mig, Henrik?"

Dorthe

Måltidskultur

Så kom den store dag, hvor vi skulle øve lidt måltidskultur. Vi var uddelt i 5 studiegrupper, hvor 3 af grupperne skulle stå for indkøb og fremstilling af maden. En anden skulle stå for stemningen og hyggen undervejs. Vi som gruppe 4 stod for den aktive del. Her havde vi valgt at lave en lille orinteringsrunde, hvor der var indlagt 7 opgaver, som klassen skulle løse sammen. Efter dette skulle det fantastiske sunde måltid nydes. Vi har lagt billeder fra denne oplevelserige dag. Vi kan kun i fællesskab sige "atack atack atack!!!!!!!!!"




opgave: heppesang - ATACK ATACK ATACK




Vi sluttede af i dejlige omgivelser

Menneskebib

Mandag d. 3-9-07 var det biblioteksdag, med levende mennesker. Randers pæd. sem. havde inviteret 10 pædagoger fra forskellige institutioner til at være menneskebiblioteket. Disse "bøger" kunne vi låne og få viden fra f.eks. omkring deres arbejdsområder, opgaver og erfaringer.
Vi var så heldige at låne 3 spændende, men meget forskellige "bøger." Dem kan i læse om herunder.

Interview med døgninstitution med tilknytning til skole

Stedet er et boligtilbud, til børn og unge som ikke kan bo hjemme af forskellige årsager, som f.eks. incest, misbrug og damp. De har svært ved at socialisere sig, da mange er impulsstyret, og derfor kræver meget struktur. I nogen tilfælde har børnene fået lagt et planlægningsskema, som går helt ned til mindste kvarter. Det der gør det svært på institutionen er, at de fleste af de unge er i teenagealderen. De begynder derfor at vil lave deres egne retningslinjer, som rygning, kæreste osv.
Der er en skole tilknyttet til institutionen, som de alle skal være i hver dag fra 8 til 12.
Personlaet består primært af mænd, da mange af de unge ikke kan finde ud af at udtrykke sig, og derfor tyr til vold. Der har mændene lidt nemmere ved at stille sig i respekt, i forhold til kvinderne, som mere yder omsorg.
Personalets overordnede opgave går ud på, at ruste de unge til det virkelige liv, ved herigennem at arbejde med de unges problemer, og hvordan de handler i pressede situationer. De guider dem videre når der er en konflikt, da de unge ikke har empati for andre.
Når man bliver 18 år, er man myndig, og skal derfor ikke mere bo på institutionen. De unge bliver ikke smidt ud, de bliver derimod hjulpet til at finde et lignende sted, hvor de kan bo efterfølgende. Er der ikke sådanne steder til rådighed, kan de unge blive boende. Det står selvfølgelig de unge frit for, om de ønsker fortsat at bo sådan et sted, da de er myndige.
Pædagogen forklarede, at man skal være bevidst om sig selv, sit liv og sine grænser, for at arbejde sådan et sted. Man skal ligge øre og krop til meget, så man skal have en stærk psyke.
Hver 14. dag kommer nogle af de unge hjem til deres forældre og holder weekend, og dette er stort set også den eneste indflydelse de har på opholdet. Derfor er der kun tæt forældresamarbejde med de forældre, hvor børnene kommer hjem på weekend. Samarbejdet er ikke for forældrenes skyld, men for barnets.

Interview med en kombi-institution (med fokus på vuggestue)

Kvinden vi interviewede har tidligere arbejdet på et observationshjem i 10 år, men skiftede job til en vuggestue, da hun trængte til at se børn lege og pusle. Her blev hun ansat som souschef, dog med få timer, så hun stadig kunne være tilknyttet vuggestueafdelingen. Vuggestuen har udvidet åbningstider, hvor en medarbejder er fast knyttet til aftensvagten. Institutionen består af 66 børn, 12 børn per stue. P.g.a vuggestuens udvidet åbningstider, har personalet mere indflydelse på børnenes udvikling gennem leg og omsorg. Men alligevel meget fokuseret på at "hjemme er bedst", derfor er vuggestuen meget fleksibel med afleveringstider af børnene. Selvom institutionen har åbent sent, betyder det ikke at de bliver gjort klar til natten.
På grund af alderen er det derfor vigtigt, at der er faste rutiner såsom spisning og middagslur.
Da det er en kombi institution, står alle døre åbne så børnene fra de forskellige stuer lærer hinanden at kende, samt leger sammen.

Interview med børnehave

Interviewet med børnehaven gav indblik i, hvordan en hverdag ser ud inden for dette professionsområde. Kvinden vi snakkede med har været uddannet som pædagog i 10 år, hvor hun startede sin karriere i en vuggestue hvilket blev for hårdt, da børnene havde nedsat funktionsevner. Derfor ændrede hun retning og begyndte i børnehaven. Børnehaven hun startede i har børn i alderen 2,5 - 6 år, og er nummeret til 82 børn. Her er i alt 11 pædagoger og èn leder. Børnehaven er Kempel inspireret, hvilket betyder at de sætter stor pris på at give børnene respekt og selvværd. Her lærer de børnene om, hvordan de bliver en god kammerat, hvordan de bruger de forskellige redskaber til leg, og lærer dem om kommunikation mellem børn og voksne. Samt dette lægger børnehaven stor vægt på forældresamarbejde, da mange af børnene kommer fra velstillede familier, hvor hverdagen er meget stressende. Dette gør at mange af børnene i denne børnehave, ikke ved hvordan man omgås andre børn. Børnehaven sætter ligeledes stor vægt på at arbejde med relationer samt at finde børnenes individuelle ressourcer.