Fra barn til voksen på få timer

Hvordan tackler man som en familie, at klare et nyfødt barn, hvis mor stadig betragtes som et barn? Denne historie giver et indblik af en hel almindelig families hverdag, som pludselig forandres på en dag. Hverdagene er ikke længere de samme, med de samme strukturer, men en hverdag hvor der skal tages hånd om et nyt familiemedlem, samt at tage sig af de familiemedlemmer der ligger i baggrunden.
Jeg var så heldig for snart 9 år siden at blive moster til den perfekte nyfødte dreng. Men denne glæde var der ikke fra starten af. Det var en hel utrolig dag, som jeg og min familie kigger tilbage på, med anelse om hvordan man overhovedet kom igennem den.
Min søster var på dette tidspunkt kun 16 år, stadig teenager og hverken færdig med 10. klasse eller med de vilde fester, der hører med til denne alder. Hun var og så ud som en ganske almindelig pige på 16 år, dog meget genert. Indtil den dag, hvor hun gik fra at være barn til at være voksen, på ganske få timer.
Dagen var den 27. april 1999, hvor min søster som altid tog i skole. Min søster var meget flittig hvad skolen angik, og missede derfor ikke én eneste dag. Men denne dag måtte hun hen af dagen tage hjem på grund af voldsomme mavesmerter.
Efter nogle timer hjemme fik hun det ikke bedre, og min mor valgte at køre hende til læge. Da lægen havde undersøgt hende, fik min søster bud på at tage op på hospitalet. Hverken min mor, far eller jeg vidste hvorfor, da lægen jo selvfølgelig havde tavshedspligt. Min søster trak ikke en mine på vej til hospitalet, så vi troede jo den var helt gal, hvilket det jo egentligt også var!
Så kom chokket! Min søster var gravid, og havde allerede veer. Ingen vidste eller havde nogen anelse om at hun var gravid, heller ikke hende selv. Hun var skrækslagen, og kan huske hun stod og slog sig selv hårdt i maven, da hun tydeligvis ikke var parat til at få et barn nu. Hun havde jo som sagt ikke haft 9 måneder til, at vænne sig til tanken om, at skulle være voksen og endda mor. Nej det var gået fra den ene time til den anden. Kan tydeligt huske hvor chokeret vi alle var, da min søster aldrig havde været syg i den periode hvor hun så egentligt var gravid. Hun havde et meget aktivt liv som bestod i at ride vores 4 heste hver dag, at rulle og at spille volleyball. Vi undrede os over hendes størrelse, da hun ikke havde et gram fedt forkert siddende på maven. Hvor søren kom den baby fra?
Der gik et par timer og min lille nevø var endelig født. Den mest perfekte lille dreng, dog født 5 uger for tidligt. Kan huske vi alle var målløse over, at han var skabt perfekt, eftersom min søster jo aldrig havde taget forbehold for at hun havde en baby i maven. Der gik lang tid før min søster ville tage ham ind til sig, men hvad kan man dog regne med som 16 årig og nybagt mor. Kan tydelig huske både min mor og min far, og hvordan de reageredede. Min far som ellers knævrede løs om alt fra himmel til havs, var stille som en der havde fået syet munden sammen. Min mor derimod rystede helt vildt, og det eneste hun tænkte på i situationen var, at vi ikke havde fået købt bleer, og at vi ikke havde noget tøj til drengen. Mig selv derimod, tænkte nok ikke så meget bortset fra hvordan min søster havde det. Vi har altid været tæt knyttet, så at se sin søster lide, og ikke ane sine levende råd om hvad hun skulle gøre, gjorde mig meget ked af det. Tror heller ikke at det var gået op for os, før vi så, at det faktisk var rigtigt det med at hun var gravid. Men alle fik samlet sine tanker sammen igen, og fik fokuseret på min søster og hendes nyfødte søn. Min søster var meget tilbageholdende og vidste ikke hvad hun skulle gøre, men allerede efter et par timer var navnet, Silas, fundet og min søster holdt ham tæt ind til sig.
Der gik et par dage før familien vendte hjem. Det var også hårdt at blive boede på hospitalet, men ingen ville tage hjem uden min søster. Dagene gik og for hver dag blev jeg mere og mere imponeret over, hvordan min 16 årige søster klarede sig i rollen som mor. Kunne ikke lade være med at tænke: ” Tænk hvis det var mig der skulle være mor om 3 år”, for på det tidspunkt var jeg kun 13 år selv. Det kunne jeg slet ikke forholde mig til, for jeg var stadig hende der legede med barbiedukker og klædte mig ud osv. Snart var Silas en del af vores liv, og min far og mor kæmpede en kamp for at sørge for at min søster havde det godt sammen med Silas. Dog havde de stadig så stort overskud til ikke at glemme mig, eller bare at overse mig, hvilket gør mig til en omsorgsfuld person i dag, hvilket jeg kan takke mine forældre for. Min søster ændrede sig også kraftigt, fra at være barn og teenager, til at være meget mere voksen og ansvarsfuld. Dog var hun ikke mere voksen, end at hun stadig ville lege pudekamp med sin lillesøster, mig, hvis jeg tiggede i lang tid nok.
Derudover har jeg heller aldrig måttet undvære at have mine forældre omkring mig, da de har haft den plan ikke at lade nogle af os lide under denne store forandring der var sket i vores familie. Som de selv sagde: ”Ingen skal mangle noget, heller ikke Silas”. Hvilket vil sige, at hvis Silas eller min søster fik noget, skulle jeg da selvfølgelig også have noget. Hvis min søster fik fri fra at være mor for en aften, var det lidt ligesom at være baby igen, for alt handlede om mine forældres ”guldklumpe” som de kaldte mig og Silas. Så det var en fantastisk måde, at få samlet sin familie på, mere end man ellers plejede. Hvilket også har resulteret i et tættere familieforhold i vores familie i dag, og vi har ligeledes fundet ud af at der skal meget mere til for at slå os af pinden!

Michelle