Virkelighed og fantasi

Det er en dejlig sensommer eftermiddag i fritidsordningen. Der er ikke særlig mange børn tilbage, jeg er ude at lege med en håndfuld af de nye børnehaveklassebørn.
Vi hygger os med at finde sivgræs, og jeg viser børnene, at hvis man tager strået mellem hænderne og puster til det, kan man, hvis man er heldig, få en høj skinger tone fremkaldt. Det syntes de er rigtig sjovt, og der går sport i at finde de bedste strå.
På et tidpunkt siger Benjamin: ”Jeg bliver hentet af min bonusmor i dag.”
”Nå! Det var da hyggeligt” siger jeg, og vi leger videre.
Benjamin siger, at hans bonusmor hedder Susanne, og jeg siger, at det er et flot navn, og at det er meget tæt på Anne, men at der bare er sus foran, vi griner lidt!
Situationen vender da Benjamin siger: ”Det er altså rigtigt, det jeg fortæller dig!”
”Jamen, jeg tror da på, at det du fortæller mig er rigtigt Benjamin!”
Da bonusmor kommer råber Benjamin ”Hej Susanne!” og Susanne svarer ved at sige: ”Nå skal jeg kaldes det i dag.” Dette tænker jeg ikke yderligere over, idet det jo kunne være, at Benjamin vekslede mellem bonusmor og Susanne.

Næste dag ser jeg Susanne igen, hun er henne ved en af de andre pædagoger for at præsentere sig, og her hører jeg hende sige ”Goddag mit navn er Susanne, jeg er Benjamins mor.”
Nå tænker jeg, det var da underligt. Jeg snakker med en af de andre pædagoger om min episode, jeg havde dagen før med Benjamin. Jeg får det råd, at hun synes, jeg skal konfrontere Benjamin med min oplevelse, hvilket jeg gør.

Jeg kalder Benjamin hen for at spørge ham om Susanne er hans rigtige mor eller om hun er hans bonusmor. Benjamin siger igen, at hun er hans bonusmor. Jeg svarer ham ved at sige, at jeg ikke tror på ham. Benjamin bliver ved og ved med at påstå, at det er hans bonusmor, så til sidst kommer jeg i tvivl. Har jeg hørt forkert eller….
Jeg undersøger sagen ved at se hans profil igennem, og her står, at hans mor er Susanne. Med denne information i baghånden konfronterer jeg endnu engang Benjamin. Han begynder at græde og siger så, at hun må have sagt noget forkert til ham. Jeg forsøger gang på gang at fastholde ham i det sande, og afbryder ham når han bevæger sig ud på vaklende grund.
Jeg forklarede ham, at det at lyve er en dum ting, og at han faktisk gjorde mig ked af det. Ydermere sagde jeg til ham, at hvis man hele tiden løj, ville det ende med, at man ingen kammerater havde, for de vil ikke lege med en der lyver.
Jeg snakkede med de andre pædagoger om min konfrontation med Benjamin og de bakkede mig op i at jeg havde håndteret det rigtigt. Da mor kom, fortalte lederen hende om oplevelsen jeg havde haft, til det svarede hun, at det ikke var et ukendt fænomen.




Anne Svendsen