Bellas guldfasan

Det er morgen, solen strækker sig bag bjergene, og de første lyde af dyrenes vågnen høres. Bella er hos bedstefar, de får morgenmad sammen. Der er stille inde i bedstefars lille hus. Bella kravler op på bedstefars skød, de sidder sammen og kigger ud af vinduet, der er tid nok, ingen stres og jag. Bella elsker at være hos bedstefar, de har det altid godt sammen de to.

Hun føler sig tryg i Bedstefars nærvær, og elsker opmærksomheden fra ham. Bare de to sammen, intet er bedre.
Bella får øje på en guldfasan, som hopper rundt ude i haven blandt de mange blomster. Guldfasanen er rigtig flot, de gyldne farver funkler i solens skær. Hun sætter næsen helt op til vinduet, bare hun kunne rører den og mærke dens bløde fjer tænker hun. Hendes ånde får ruden til at dugge, så det bliver svært for hende at se den smukke fugl. Bella tører ruden af, og banker hånden mod ruden. Lyden gør guldfasanen bange, og den skynder sig at flyve om bag den turkise bygning, som ligger lige overfor bedstefars hus. Bella kigger rundt efter guldfasanen, men det eneste hun kan få øje på ude i haven, er en masse røde og gule vandslanger og massevis af farvede blomster. Bella bliver ked af det, da hun ikke kan få øje på den.
Bedstefar foreslår, at de kan gå ud i haven, og lede efter fuglen. Han tager kærligt Bella i hånden, hans hånd er stor og varm, de går mod døren. Da de næsten er ved døren, banker det på, dok dok dok, og Bella sætter farten op. Der er ingen derude, men på trappen ligger det smukkeste ovale guldæg. Guldfasanen forsvandt altså ikke helt, og Bellas dag er reddet.