Søstjernen - praksisfortælling

Det er en efterårsdag, solen skinner og fuglene kvidrer. Et par solstråler rammer et skilt som hænger på den store røde bygning. Stedet hedder Søstjernen. Under dette fører en metaltrampe op til hoveddøren. Det er det første tegn på, at dette er et sted for handicappede.
Automatisk åbner døren sig. En ny verden er på den anden side. Inde bag døren er en masse fantastiske og farverige malerier. Dette er kunstafdelingen. Perleplader i alle regnbuens farver, hænger i en troldegren i loftet. Rummet summer af aktivitet, da der står små borde i hvert hjørne med forksellige ting på. På væggene hænger malerier, der næsten kan sammenlignes med Picasso.

Inde på kunstafdelingen sidder en masse mennesker. Her i blandt to kvindelige pædagoger, Solvej og Marianne, på henholdsvis 58 og 28 år. Solvej har været i branchen i 32 år. Hun er også leder på aktivitetscenteret, så udover at tage sig af brugerne, er dagen også fyldt op med papirarbejde og møder. Solvej er en lille frisk dame, med et glimt i øjet. Hun elsker det, at gå rundt blandt brugerne, og være med til at udvikle deres kompetencer, og ser det stadig som en positiv og lærerig udfordring. Hun er kontaktperson for Henrik, som lider af psykisk og fysisk funtionsnedsættelse. Han har down syndrom. Henrik er 35 år, og har været på aktivitetscenteret siden 1993. Han er en rigtig hyggetrold, hvilket kan ses en lille smule på hans mave. Han bevæger sig ikke ret meget, da han bedst kan lide at sidde og hygge med perler. Henrik er ikke særlig social, og sidder meget for sig selv, dog elsker han de store knus og opmærksomhed fra pædagogerne.
Den anden pædagog i afdelingen er Marianne. Hun er nyuddannet pædagog, og har lige fået job på aktivitetscenteret. Da hun er ny, er hun endnu ikke sat ordentlig ind i sagerne, hvilket gør, at hun går stille og rolig rundt for at observere. Hun er en varm og snaksalig person, og har et godt tag på brugerne, men bliver dog stadig overrasket over deres prøvelser. Hun har allerede et stort ansvar derude, da hun er udnævnt som kontaktperson for Frederikke.
Frederikke er 25 år, og lider også af psykisk og fysisk funktionsnedsættelse, men ikke i så stor grad som mange af de andre brugere. Dette ses da hun er en af dem, som bor for sig selv, i egen lejlighed. Dog kommer hun på aktivitetscenteret hver dag. Hun har ikke mange venner, så derfor kræver hun meget opmærksomhed især på centeret. Hun elsker at snakke og fortælle, så hun underholder hele afdelingen hver dag.

De sidder og hygger sig med småsnak i kunstafdelingen. Marianne spørger Henrik, hvad han har for af planer i eftermiddag. Men inden han når at svare, bryder Frederikke ind: ”Jeg skal på kursus, madlavningskursus, det bliver bare super skægt, jeg glæder mig rigtig meget.”
Marianne smiler og siger:”Ja det er godt Frederikke, men nu var det jo lige Henrik jeg talte til.”
Marianne spørger Henrik om det samme spørgsmål, og Frederikke bryder igen ind og siger hun skal til madlavning. Dette får Henrik til at rejse sig så stolen vælter bag ham, han går truende hen mod Frederikke. Marianne fornemmer situationens alvor, og stiller sig imellem dem. Henrik forsøger at lange ud efter Federikke. Han rammer hende heldigvis ikke, men kommer til, ved en fejl, at ramme Mariannes kind. Hun tager sig hurtigt til kinden, og prøver at skjule hendes smerte. Det gør ondt på hende, men hun bliver nødt til at få stopppet Henrik og hans raserianfald. Egentligt er Henrik allerede faldet lidt ned, i chok over at han ramte Marianne. Solvej ser straks at hun må hjælpe og får Frederikke trukket ud af afdelingen, så Marianne kan få snakket med Henrik om episoden. Marianne er stadig i chok, og har svært ved at samle sig om Henrik. Hun føler stor smerte samt en snert af frygt for Henrik og hans reaktion. Men hun ved samtidig at en del af arbejdet som pædagog på Søstjernen, indebærer nogle pædagogiske principper, som man må holde fast ved. Marianne sætter sig ved bordet i midten af stuen, og Henrik gør det samme. ”Du ved godt at det var forkert gjort, ikke Henrik? Altså at du slog mig?” spørger hun Henrik om. Han sidder og kigger med et bedrøvet blik ned i bordet. Han nikker ligeså stille. ”Jamen Frederikke” siger han og holder en pause, ”Hun var dum ved mig”. ”Ja” svarede Marianne. ”Hun afbrød dig, men derfor må man ikke slå. Du ved jo godt at man ikke må gøre sådan noget her hos os, ikke Henrik?”. Igen sidder han helt stille uden at sige en lyd, kun et enkelt nik kommer fra hans hoved.
Marianne bliver afløst ved bordet af det næste hold pædagoger, og hun rejser sig og går ind til Solvej på hendes kontor. Solvej er meget forstående, og beder Marianne om at fortælle helt præcist hvad der skete. Efter fortælligen skal Marianne have skrevet en magtanvendelse. Hun sidder for sig selv inde på kontoret, sidder og læser linie for linie. Tårene begynder at dryppe ned på papiret fra hendes kind. Reaktionen fra episoden strømmer frem nu, og hun bliver nødt til at kalde Solvej ind på kontoret igen. Hun får forklaret Solvej, at hun bliver nødt til at holde dagen fri, da hun ikke magter det lige nu.
Hun går ud til cyklen, sætter sig op og begynder hendes tur hjem. Hun registrere ikke trafikken, lydene omrking hende eller menneskene hun cykler forbi, for hendes tanker flyver rundt i hovedet på hende…….

Det er en dejlig forårsdag. Henrik og Frederikke sidder og laver perler stille og rolig. Ved siden af sidder den nye pædagog, hun hedder Charlotte. Hun har mange års erfaringer med udviklingshæmmede. Marianne er ikke mere ved Søstjenen, men i stedet ved børnehaven Månen, hvilket hun er meget glad for. Henrik er rigtig glad for Charlotte, fordi hun er så sød til at hjælpe ham med perlerne. Alle har været i hver især fundet tilbage til trygge og hamoniske rammer, hvor livet kan fortsætte som en pæn lille rose.