Mit liv med en alkoholiker

Da jeg aldrig har arbejdet i en institution eller lignende, har jeg kun mit eget liv at fortælle om. Jeg erindrer ikke nogen bestemte situationer fra min barndom, men jeg husker tydeligt hvordan min famlie hang sammen. Min far var alkoholiker, og døde i en alt for tidlig alder.

Den 29. juli 1987 kommer jeg hjem til min mor og far. Jeg er lige blevet født, og alt er ren idyl. Men jeg ved slet ikke hvad det er for et liv jeg går i vente. Jeg bliver passet og plejet, får mad og ren ble, og der mangler ikke noget. Men bag al denne lykke, gemmer sig noget, som slet ikke er sjovt, og noget som er ekstremt farligt. Min far er alkoholiker, og har været det i de år op til jeg kom til verden. Jeg mærker som sådan ikke noget til det i mine små år, jeg har det jo som sagt godt. Jeg kommer i dagpleje, får venner, og har det generelt godt. I 1990 kommer min lillebror til verdenen. Det ændrer ikke det vilde for mig, nu er jeg jo bare den store, hvilket vel altid gør en lidt stolt. Jeg kommer i børnehave, lærer at cykle, og er ligesom alle andre børn. Jeg mindes ikke, at jeg dengang tænker over min fars problem, og jeg mindes heller ikke, at have hørt mine forældre skændes.
Årene går, jeg og min bror bliver ældre, og får selvfølgelig de samme problemer, som alle søskende gør. Vi skændes, slåsser, slår tænder ud på hinanden, osv. Men inderst inde er vi kærlige, og glade for hinanden. Jeg husker at vi tit listede ind på hinandens værelser, for at sove sammen. ”Gæsten” lå så på gulvet med håndklæder eller lignende, alt efter hvad vi kunne få smuglet ind, uden vores forældre opdagede det.
Da vi kommer i den alder hvor vi begynder at forstå hvad det er vores far har gang i, mister vi måske lidt mere respekt for ham. Vi kan jo ikke se op til en, som har et så stort problem. Vi begynder at være alene på ferie med vores mor, da vores far ikke kan overskue det.
Et par måneder inden min 11 års fødselsdag, falder bomben, de skal skilles. Noget som vi måske havde set komme, og så alligevel ikke, for vi var jo ikke ret gamle, så vi forstod jo ikke altid hvad der foregik. De var godt nok begyndt at skændtes ret meget, men det gik jo som regel over, og det var jo som sådan ikke noget der gik ud over os. Vi fik ikke smæk eller noget der ligner, og døren blev altid lukket ved et eventuelt skænderi.
Vi var nok i bund og grund lettet over deres, eller min mors, beslutning. Men selvfølgelig var vi også chokket, for nu var vi jo en del af statistikken over skilsmissefamilier.
Vi fandt hurtig en lækker lejlighed til vores far, kun et par kilometer fra vores hus, som vi andre tre blev boende i. Det er nu meningen at vi skal være ”weekendbørn”. Hjemme hos mor i hverdagene, og ude hos far i weekenderne. De startede også rigtig godt ud, vi hyggede os, vi fik lov til alt, købe slik for massevis af penge, være oppe så længe vi ville og ellers gøre hvad vi vil. Der endda plads til hvert vores værelse i den nye lejlighed. Men vi blev jo ældre, og det var ikke mere vores forældre som var det sjove i weekenderne, video med vennerne er da sjovere.
Vi begyndte at se vores far mindre og mindre. Han flyttede lejlighed et par gange, da pengene blev et problem. Efter et par år, var der endelig en der tog affære. Ejeren af den lokale kro, kørte ham til et afvænningshjem i en større by. På hjemmet fik han et lille værelse, hvor han kunne være med sine vigtigste ting. Han røg ind og ud et par gange fra hjemmet, men endte alligevel med at være der. Han kunne bare ikke stoppe sit drikkeri. De sidste par år har han været i ordentlig arbejde, er mødt til tiden og har generelt taget ansvar for sine handlinger.
Kort før jul følte han sig sløj, og var væk fra arbejde et par dage. Han gik til lægen, og fik af vide at han havde noget der hedder struma (en sygsom i struben). Han fik det ikke bedre, og var ved lægen igen. Nu var det ikke mere en struma, nu var det kræft i struben. Åh nej, hvad skal der nu ske? Han kom i behandling med det samme, og vi regnede med at det skulle nok gå. Man hører jo sjældent om kræft i struben, så det er nok ikke så slemt. Men det var det. Han fik det værre og værre, og måtte til sidst indlægges på sygehuset. Efter planen skulle han opereres, da han hverken kunne spise eller drikke mere. Dagen inden operationen var planlagt, fik vi en sørgelig besked. Kræften havde bredt sig, og der var ikke mere at gøre, hans tilstand kunne kun blive værre.
Han kommer på et plejehjem, hvor det er meningen han skal leve sine sidste dage. Det gør han også, og dør en uge efter ankomst, den 3. juni 2007.

Pointen i historien er, at min mor har stået for en stor del af min og min brors opvækst. Vi har ikke set op til vores far på samme måde som andre børn gør, og det tror jeg har været ekstremt svært for min bror. Han har ikke haft den faderrolle som andre børn har. Der har stort set kun været mor at gå til, hvis der har været spørgsmål om noget, eller hvis der generelt har været noget der skulle snakkes om. Han var jo trods alt kun 8 år da de gik fra hinanden. Man har kunnet se det på både mig og min bror i de senere år. Især min brors ting at omgås tingene på. Da vores far døde, havde han svært ved at vise sine følelser, men lidt efter lidt kom de frem. Jeg ser mange ting hos min bror, som tyder på han har manglet en far at se op til. Især i teenageårene. Måske han bare opfører sig som andre unge drenge gør, det kan sagtens tænkes, men graver man lidt i psykologien, kan det også have noget med vores far at gøre, og det er jeg overbevist om, at det har.

Min mor er min rollemodel, og jeg ser forfærdelig meget op til hende. Hun har gjort alt for mig og min familie. Hun har altid været der for min far, også selvom han var som han var. Dagene op til hans død, sad hun hos ham dag og nat, passede og plejede ham, og sørgede for at mig og min bror var opdateret med alt hvad der skete i forløbet.

Stine